OHF

Lotteriprivilegiet og udlånsvirksomheden
 
Klasselotteriet blev skabt af og på grund af Opfostringshusets oprettelse i 1753. Lotteriet var en del af stiftelsen, som ansatte lotteriets embedsmænd og ledte dets drift. Derfor er Klasselotteriets ældste historie en del af Opfostringshusets.
 
Med spillelidenskaben som drivkraft udviklede de kongelige lotterier sig snart til et værdifuldt fundament under stiftelsens økonomi. Det provenu, som tilfaldt Opfostringshuset, var godt 19.000 rigsdaler om året. Det var en ganske betydelig sum, mere end det havde kostet at rejse skolens bygning på Christianshavn.
 
Opfostringshusets privilegium indeholdt den meget vigtige bestemmelse, at alle de smålotterier, som dengang var meget almindelige, i fremtiden skulle forbydes.
Direktionen valgte en lotteriplan, der skulle give Opfostringshuset 12% af gevinsterne over og 10% af dem under 100 Rd., hvilket skulle give stiftelsen et nettoudbytte af hvert lotteri, der blev komplet, på 18.676 Rd. Og planen var, at der skulle gennemføres et lotteri hvert år.
 
Men ville lotteriet overhovedet lykkedes? Deraf afhang egentlig Opfostringshusets fremtid. Historien fortæller os, at lotterierne lykkedes over alle forventninger, så Opfostringshuset snart begyndte at samle en formue; og det var kun naturligt, at stiftelsen gerne så privilegiet forlænget, så grundfonden, der skulle betrygge stiftelsens eksistens derved for bestandig blev sikret. Og det lykkedes virkelig at få privilegiet forlænget med endnu 10 lotterier.
 
Men der lå mere gustne overvejelser bag ønsket om mere kapital til stiftelsen. Allerede fra begyndelsen i 1755 havde ledelsen benyttet pengene i fonden til udlånsvirksomhed. Funktionen som pengeinstitut var ikke foreskrevet i fundatsen, men for de driftige forretningsmænd i direktionen var det indlysende, at fondens kapital burde forrentes – naturligvis til de fattiges drenges fordel.
 
Fondens rolle som pengeinstitut var forberedt fra starten, men flugtede ikke med de idealistiske tanker, der blev fremført i markedsføringen af Opfostringshuset. Konstruktionen var ikke født af en pludselig inspiration. Bernstorff havde inddraget bankdirektør Johann Friedrich Wewer i direktionen. Wewer var en af Den kongelige Octroyerede Banks repræsentanter fra erhvervslivet, medlem og medejer af tidens toneangivende aktieselskaber og var som sådan forestående for selskabernes akutte nød for likvid kapital.
 
Sagen var, at Danmark efter flere menneskealdres økonomisk stagnation manglede rede penge til at finansiere skibsfart, fabrikker og kommende landbrugsreformer. Det var den reelle baggrund for, at direktionen i efteråret 1755 gav signal til en storstilet udlånsvirksomhed fra den nye fond, samtidig med at de første drenge flyttede ind på stiftelsen.
 
Den 14. juni 1764 skrev Overhofmarskal v. Moltke til formanden for Opfostringshusets direktion, at Opfostringshuset skulle påtage sig at betale Generalkrigsdirektoratet 50000 Rd. og Direktionen for ”det fattiges Væsen” 70000 Rd. mod at lotteriprivilegiet blev forlænget med endnu 10 lotterier, så at Opfostringshuset altså havde ret til lotterierne til 1783.
 
Men Opfostringshuset påtog sig endnu flere forpligtelser. Da Fattigvæsenet, som kongen havde givet privilegium til 50 lotterier, når Opfostringshusets privilegium i 1783 udløb, ikke kunne overholde de økonomiske forpligtelser, som man havde måttet indgå i denne forbindelse, overtog Opfostringshuset forpligtelsen mod 4% årlig rente og panteret i de 50 lotterier. Opfostringshuset havde således udsigt til at ville blive indehaver af lotterierne lige til 1833.
 
Opfostringshusets eksistens syntes mere og mere grundmuret; ja, der var al udsigt til, at det ville blive en hovedrig stiftelse.
 
Men så begyndte ulykkerne. I Altona var et Tallotteri begyndt at skade Klasselotteriets lotterisalg betydeligt, og det samme blev naturligvis tilfældet, da Tallotteriet begyndte i København i begyndelsen af 1771. Men størst betydning fik dog Bernstorffs fald (afskedigelse), idet Struensee, der kom til at styre Danmark i en kort periode, fratog ved en kabinetsordre Opfostringshuset lotteriprivilegiet, som derefter blev henlagt under det tyske Kancelli, det senere Rentekammer. Af de 30 lotterier, som stiftelsen havde uomtvistelig ret til, og som den havde ofret store summer for at erhverve, fik den kun de 18, og de 31000 Rd., som stiftelsen havde nået at betale af de 134.000 Rd. for optionen på 50 lotterier, var uigenkaldelig tabt.
 
Et år senere blev det dog besluttet igen at henlægge Klasselotteriet til Opfostringshuset. Lotteriinspektør Baumgarten fik ordre til at aflevere de hvide klæder, der var blevet anskaffet til lotteridrengene, da lotteriet kom under det tyske Kammer, til forstander Broust, men direktionen bestemte, at drengene ved trækningen skulle bruge deres egne klæder, således som det før var skik.
 
Men Opfostringshuset fik kun lov til at beholde lotteriet i 2 år; thi da det 20. og 21. lotteri gav Plejeanstalten lidt mindre indtægt end den afgift, den havde haft af Staten i erstatning, bad den om, at Staten atter overtog lotterierne.
 
Sagen gik i orden, og ved kgl. Resolution af 29. september 1774 henlagdes lotteriet under Rentekammeret med en årlig afgift af 25.000 Rd. til Plejeanstalten, ikke til Opfostringshuset, der kun deraf fik, hvad der var nødvendigt, for ikke at skulle have underskud.
 
Det hvide lotteritøj, som nu atter kom i brug, blev sendt tilbage til Baumgarten, der udtog 3 drenge, der kunne passe tøjet. Når der herefter skulle udtages nye lotteridrenge, sendte forstanderen 12 drenge til inspektøren, der deraf valgte 3, som på trækningsdagene skulle møde på Charlottenborg kl. 7 om morgenen.
 
Først nogle år senere – i 1784 – blev det besluttet, at tildele Opfostringshuset en fast årlig ydelse på 6000 rigsdaler i stedet for de tabte indtægter fra klasselotteriet, idet stiftelsen dog samtidig skulle frafalde sin fordring på 31.000 rigsdaler, som den havde udlånt til det Almindelige Hospital. Den årlige kompensation blev ved overgangen fra rigsdaler til kroner i 1873 fastsat til 12.000 kroner.
 
Dette var naturligvis et alvorligt grundstød for stiftelsen, som kom til at præge Opfostringshusets udvikling senere.